Retorik DKK kapitel 3 forberedelse af mundtlig formidling

Retorik = det at fremstille et emne på en velformuleret og overbevisende måde.
Det retoriske pentagram:

Hvem er jeg som afsender = være bevidst om hvor jeg er i en gruppe.
Hvad skal jeg sige om emnet = Husk at sige det som gruppen er kommet frem til.
Hvem er mine modtager = være bevidst om hvem som skal modtage og om de er interesseret.
Hvilken situation skal jeg tale i = være bevidst om at klassen skal have ny viden selv om jeg er den sidste.
Hvordan skal jeg tale = Så jeg har mine tilhører med. Hvilket sprog skal jeg bruge, personligt, fagligt eller en mellemting.
Appelformer:
Jeg skal gøre noget for at mine tilhører lytter til det jeg vil formidle. Det kan være aktivt, altså være levende i formidlingen.
Tre appelformer fra (Aristoteles, 1983)
Logos = fornuften
Ethos = tillid
Parthos = følelser
Det er forskelligt hvornår den ene dominere, men alle tre er som regel i spil ved formidlingen. Der er forskel på om det er en fremlæggelse, en tale ved familiefesten eller andet.
Tal så vi gider at lytte:
Krav til talen er at jeg er opmærksom på, hvad jeg vil appellere til ved tilhørende. Er det fornuften, tilliden eller følelserne.
Det er vigtigt at der er:

• et enkelt og klart budskab
• en overskuelig disposition
• et gennemskueligt sprog
• et anskueligt sprog
• tillid

For at finde et enkelt budskab skal vi finde og forme sine argumenter i emnet. Gå ind med åbent sind og undersøge det som vi finder interessant.

Hurtigskrivning  (Elbow, 1973) er en måde, hvor man skal skrive alt hvad man tænker om et emne i 10 minutter uden at stoppe. Det fordre at man kan koncentrer sig, for det er ikke nemt.

Topikken er at kunne stille spørgsmål, som gør at man finder det mest interessante i ens emne. Man kan bruge alle hv-ord og gå videre til at stille spørgsmål med andre formuleringer hvor hv-ordene indgår men ikke altid som det første ord.

Det giver overblik, hvis man stiller mange forskellige spørgsmål, for så for man også flere svar at arbejde ud fra.

Man kan bruge Toulmins model:

en påstand = synspunkt
et belæg = begrundelse
en hjemmel  = en regel som gør at afsenderen kan begrunde sit synspunkt som hun eller han gør.
en styrkemarkør  = hvordan man kan vise man brænder for sit synspunkt.
en gendrivelse = synspunkter der går i mod afsenders.
en rygdækning = den empiri som man har fundet til sit projekt.

Det specifikke argument = kan være et eksempel som gør tingene mere forståeligt for tilhørerne. Man afslutter med noget fra den almene lov, fordi det giver styrke til argumentet. Svagheden kan være at modtagerens interesse forsvinder, fordi argumentet er uhåndgribeligt.
Den overskuelige disposition
Dispositions-modeller er der mange af, men her koncentrer vi os om den juridiske tale (Cicerol, 1998)
Der er fem dele:
Begyndelsen = fange modtagerens opmærksomhed
Spørge = svare på spørgsmålet
Problematisere = betragte noget som et større problem end det egentlig er
Provokere = forsøge at fremkalde reaktioner hos tilhørerne.
Irettesætte = fortælle det er forkert det som man gør nu.
Sagsfremstillingen = der skal afsender fastholde modtagerens interesse ved at bygge videre på begyndelsen.
Afgrænser emnet, at forklare emnets betydning og relevans, de historiske forhold, undersøgelser m.m.
Bekræftelsen = her skal argumentationen for ens synspunkt være i orden. Man må kun bruge 3 belæg for at kunne komme med løsninger på et problem.
Gengivelsen = her gennemgår afsender de vigtigste modargumenter mod si synspunkt. Her viser man at man kan se sagen fra flere synsvinkler, Men ikke rakke ned på modstanderen.
I slutningen = her konkludere afsender vedkommendes løsning på problemet er det bedste. Men man kan også:
Perspektivere = altså at vise hvordan sagens kerne kan give nye problemer eller muligheder.
Appellere = Inddrage modtageren for deres holdning eller bed dem om at tænke over tingene.
Man skal IKKE afslutte med:

• "og så har jeg ikke mere at sige"
• "så har jeg ikke mere, er der nogle spørgsmål"
• "og sådan er der så meget"
• og jeg kunne blive ved, men det tillader tiden ikke"
• "og så videre, og så videre"

I stedet for kan man afslutte med:

• "inden jeg slutter vil jeg sige"
• "vende tilbage til begyndelsen, fx svare på spørgsmålet, indrømme at man var lidt provokerende og forklare hvorfor man indledte med et bestemt eksempel"
• forme sine sætninger så der bliver mulighed for at nedtone"

Det er afsenderen som har ansvaret for at slutte ikke tilhørerne.

Det her er en ide til en disposition eller en tjekliste, som man kan følge hvis man har lyst.

Det gennemskuelige sprog

Man skal bruge et sprog som er gennemskueligt overfor tilhørerne.

Korrekt sprog = er at følge de regler som er for udtale, bøjning og bruge de ord som er i ordbogen.

Klart sprog = direkte og enkelt.

15 gode råd:

Vælg et sprog der passer til dig som afsender

Modstå fristelsen til at bruge fremmedord, modeord eller fine ord

Vælg et sprog der passer til emnet, evt. forklar svære ord

Brug ordbog - synonymordbog er rigtig god

Undgå lange sætningsperioder

Brug paralle form til parrallelt indhold

Sørg for at fremhæve det der er vigtigst

Sørg for at stedord henviser entydigt, altså kun en forståelse

Sørg for at bruge forbindelsesord, hyppigt og korrekt, fx og, desuden, men derimod m.m

Brug så konkrete ord og beskrivelser om muligt

Undgå betydningstomme ord fx laver = reparerer

Brug aktive former af udsagnsordet, fx passiv = sangen læres - Eleverne lærer

Undgå så vidt muligt substantiveringer af udsagnord fx stemmer for nedsættelse - stemmer for at vi nedsætter

Brug ikke flere ord en højst nødvendigt

Det anskuelige sprog = levende og illustrerende sprog

Appellere til at vi bruger fornuften (logosappel) , følelser (pathoasappel).

Her taler afsenderne til allemodtagernes sanser

Stilfigurer = er sproglige mønstre som kan få modtageren til at føle og sanse

Amplificatio = Gør et udtryk større en nødvendigt, i sær i slutningen

Anafor =Gentagelser af det eller de samme ord i begyndelsen, men mindst to sætninger - giver talen rytme.

Antitese = Sammenstilling af led med betydningsmæssige modsætninger - forsimpler et indhold

Apostrofe = Direkte henvendelse til effekter eller personer, som er fraværende eller tilstede - dramatisk effekt

Bogstaverim = må ikke overdrives, for så bliver det til poesi

Demonstratio = En beskrivelse som gør at modtageren kan se tingene for sig

Epifor = Gentaglese af det eller de samme ord i enden af mindst to sætninger - giver talen rytme

Hyperbel = Overdrivelse, som tit kan få et komisk præg

Ironi = hvor man siger et , men mener det modsatte - kan give en følelse af samhørighed imellem modtager og afsender

Kiasme = Krydsstilling af led, kan bruges humoristisk, men kan også bruges til at give mening til nogle forhold

Klimaks = Noget som hjælper med at forstærke afsenders udtryk

Litote = en underdrivelse

Metafor = Billedsprog

Personificering = levendegørelse af et abstrakt begreb - dramatisk effekt

Retorisk spørgsmål = Afsender stiller spørsgmål, svarer selv fordi det svaret skal fremgå af det sagte. Inddrage modtagerne.

Sammenligning = billedsprog hvor afsenderen forbinder udtryk med ordene "som", "som om", "ligesom", "ligner"

Selvafbrydelse = smider er udtryk væk til fordel for et andet - giver ekstra opmærksomhed

Symploke = hvor en sætning eller sætningsdel begynder og slutter på samme måde.

Tautologo = Gentagelse af indholdet med synonyme ord

Udråb = Består af udråbsord "åh!", "oh!", "adr!" og andet som betoner et forhold mellem afsender og modtager.

Tillid = modtager føler sig behandlet som et helt menneske og har tillid til afsender.

Vi skal have:

Kompetence - stor viden, argumentere klart og nuanceret for synspunktet, overblik og kunne gøre emnet forståeligt for modtageren

Pålidelige - ærlige og retfærdige, bidrage med at alle handler moralsk rigtigt, fordi det vil gavne emnet - står fast på holdninger - vide at man ikke er perfekt

nærværende - vise respekt og formå at modtageren synes om emnet - er i dialog selv om modtageren ikke siger noget, fx øjenkontakt - få et fællesskab med modtageren - vise at det jeg har på hjertet er vigtigt at modtageren hører om det.

Hvordan etableres Ethos

Ethosappellen = Det kan være hårdt at vinde tilliden, hvis man ikke kender modtageren eller modtageren kender afsenderen og ikke er indstillet positiv overfor afsenderen.

Modtageren bedømmer afsenderen allerede når vedkommende kommer ind af døren eller stiller sig hen til tavlen.

Hvis man har karisme er det lettere, men det skal man ikke fokusere på, for det er fåtallet som har det. Man skal ikke sammenligne sig med andre, for så risikere man at blive mere nervøs end nødvendigt.

Man skal øve sig mindst tre gange, men ikke lærer det udenad. Det skal være ud fra stikord.

Det er vigtigt at kunne styre sin nervøsitet, for ellers kan det blive en dårlig oplevelse for både modtager og afsender.